Naboinformation februar

07.02.2018

Hver måned samler vi information om BLOX i et nabobrev, det kan du læse her.

Landskabsarbejde mellem BLOX og Langebro
Som I har kunne læse på vores hjemmeside, så har vi larmet nede bag vores skurby ved Langebro. Vi er i gang med at forberede området til landsskabsprojektet og har måtte rydde en del gamle, store betonblokke fra området. Vi kommer til at fortsætte med at støje lidt i dette område de kommende måneder. Vi skal have gravet jord af og lagt nyt på, som skal stampes og pakkes. 

Skurbyen forsvinder
Skurbyen bliver fjernet i de kommende uger, og det kan skabe nogle trafikale udfordringer – særligt for de bløde trafikanter – på Chr. Brygge. Det er store lastvogne, som skal have skurvognene læsset på. Arbejdet foregår på meget lidt plads. Vi forsøger at koordinere arbejdet, så det ikke sker i den tætteste morgentrafik. Vi beklager på forhånd de gener der måtte være. 

Lille Langebro
I februar starter arbejdet igen op på Lille Langebro. De 2 platforme der forbinder bropillerne bliver fjernet og herefter skæres spuns til på bropillerne ude i havneløbet. Om et par måneder kan vi kun se de 4 betonpiller stikke op af vandet. Samtidig bliver fenderen, der beskytter broen mod skibsstød, monteret. Alt skal være klar til montage af brosektionerne i midten af april, hvor de færdige brofag ankommer på en stor pram fra Rotterdam. Efter monteringen skal broen testes og så forventer vi at kunne indvie broen i efteråret 2018.

 

Legepladsen på Bryghuspladsen
Fredag den 19. januar havde vi børn fra Fritidshjemmet i Vartov til at teste legepladsen. De var stærkt begejstret, og der blev leget energisk i den time de var forbi. Realdania By & Byg og Københavns Kommune, sidstnævnte skal drive legepladsen, arbejder med at få papirarbejdet på plads, så vi kan åbne legepladsen i løbet af marts. Mere om det, så snart der er noget at berette. 

Inde i BLOX
Vores entreprenør og deres underentreprenører er i gang med at udbedre fejl og mangler i BLOX. Det er standardprocedure. Dette arbejde vil pågå de kommende måneder.
I fitness.dk arbejdes der på højtryk med at få fitnesscenteret til at tage form. Planen er, at fitness.dk åbner den 7. april i BLOX. I restaurantområdet arbejdes der også intensivt. Vi glæder os til at kunne offentliggøre den kommende restauratør i BLOX snarest. 

 

Events i og omkring BLOX
Torsdag den 22. februar kl. 8.00 er BLOX på gaden. Vi uddeler croissanter til alle forbipasserende på Chr. Brygge og Langebro. Så kom hen og sig hej, hvis du er i området.
Vi har flere events i pipelinen de kommende måneder op til åbningen den 6. maj. Dem løfter vi sløret for på www.blox.dk og i de kommende nyhedsbreve. Så hold øje og følg med :-)

Kontakt
Husk at tilmelde dig vores elektroniske nyhedsbrev på: www.blox.dk, så du løbende modtager information om projektet.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kommunikationsansvarlig Heidi Meier Bach, mobil: 2680 3503, e-mail: hba@realdania.dk

Informationsbrevet er sendt til børneinstitutionerne på Vartov, Den Classenske Legatskole, Europark og ejere af nabobygninger. Informationen er omdelt til beboerne/erhverv: H.C. Andersens Boulevard (fra Langebro og til Ny Kongensgade), Vester Voldgade 96-110, Rysensteensgade 1-6, Frederiksholms Kanal (op til Ny Kongensgade) og Christians Brygge 24-28, Passagen, ”Ministeriet for børn og undervisning” og Christiansborggade.