Naboinformation januar

05.01.2018

Hver måned samler vi information om BLOX i et nabobrev, det kan du læse her.

BLOX er afleveret til bygherren og givet videre til de nye lejere – DAC og BLOXHUB
Fredag den 22. december blev den sidste del af byggepladshegnet omkring BLOX taget ned, og BLOX blev afleveret af vores entreprenør Züblin til Realdania By & Byg, som er bygherre. Det var en meget glædelig dag, og man kan vist roligt sige at det var årets største julegave for os som er involveret i byggeriet. 

Tirsdag den 2. januar blev nøglerne til Dansk Arkitektur Center (DAC) og BLOXHUB afleveret. Nu er det dem der skal i gang. Både DAC og BLOXHUB skal opbygge teknik og indrette lokaler i de første par måneder. Den 12. marts flytter medarbejderne i DAC ind og de starter opbygning af åbningsudstillingen. Omkring 1. april flytter brugerne i BLOXHUB ind. 



Sidste Åbent Hus arrangement i showroomet torsdag den 11. januar
Vi holder Åbent Hus i vores showroom for sidste gang torsdag den 11. januar. Åbningstiden er som altid fra kl. 14.00-18.00, og alle er hjertelig velkommen til at komme ind fra gaden til en kop skoldhed kaffe eller the. Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke alle de naboer og gæster der har besøgt vores showroom. Det har været en fornøjelse at møde jer og diskutere BLOX med jer. Mere end 15.000 mennesker har været igennem vores Showroom i de snart 3,5 år det har eksisteret. I løbet af de næste måneder melder vi ud om vores kommende showroom i BLOX. 

P-anlægget i BLOX er nu officielt åbent
Tirsdag den 2. januar kl. 8.00 åbnede p-anlægget officielt. Securitas, som er operatør på anlægget, havde sat flag op og trakterede alle gæster med kaffe og chokolade. Testperioden har været meget succesfuld, og anlægget er nu klar til at stå sin prøve i det virkelig liv :-) Også her vil vi gerne takke alle de af vores naboer, som har været testpersoner. Der har været stor omtale af p-anlægget i de lokale ugeaviser og i Ekstra Bladet.

Udvendige arbejder på BLOX
Alle udvendige arbejder på BLOX er stort set færdige. Havnepromenade mellem BLOX og Langebro udestår. Denne del af BLOX står først færdig i løbet af april. Ligesom cykelstien i Vester Voldgade og trafik-øerne i krydset Christians Brygge og Vester Voldgade, som skal etableres/tilpasses i samarbejde med Københavns Kommune. I årets første måneder nedtages skurbyen mellem Langebro og BLOX. 

Legepladsen på Bryghuspladsen
Legepladsen på Bryghuspladsen er færdig i forhold til de udvendige elementer. Lige nu arbejdes der på at etablere køkken og toiletter til de faste brugere af legepladsen. Det er de tre institutioner i Vartov og Den Classenske Legatskole. BLOX er i dialog med Københavns Kommune vedrørende overdragelsen af legepladsen, da det er kommunen, der skal leje legepladsen af Realdania. Vi håber, at kunne invitere børn og voksne ind på legepladsen i en af årets første måneder. Vi orientere om dette, så snart vi ved mere.

Arbejdet med Lille Langebro
Arbejdet med broen foregår pt. i Holland. Her bliver der arbejdet på de fire stål-sektioner. I København er brokonstruktionen færdig og afventer brofagene. De færdige brofag skal males, før de til foråret bliver sejlet på en stor pram fra Rotterdam til København. Her skal alle 4 brofag monteres. Efter monteringen skal broen testes og så forventer vi at kunne indvi broen i efteråret 2018.

Godt nytår
Fra bygherreteamet på BLOX ønsker vi alle vores naboer og læsere af naboinformationen et godt og lykkebringende nytår. Vi glæder os til at invitere til små og store events på BLOX i løbet af 2018.

Kontakt
Husk at tilmelde dig vores elektroniske nyhedsbrev på: www.blox.dk, så du løbende modtager information om projektet.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kommunikationsansvarlig Heidi Meier Bach, mobil: 2680 3503, e-mail: hba@realdania.dk