Fotoudstilling om FN's 17 verdensmål

2030 NOW - Verdensmål på plakaten @BLOX

Hvilken verden har vi i 2030, hvis vi gennemfører FN’s 17 verdensmål?

17 smukke fotografier af den berømte fotograf Yann Arthus-Bertrand forklarer sammen med en lettilgængelig tekst, visionerne for hvert af verdensmålene: En verden uden fattigdom og sult, hvor alle er lige, hvor Jordens naturlige mangfoldighed er bevaret og hvor klimaforandringerne er bremset.

Fotoudstillingen kan opleves på Bryghuspladsen ved BLOX i perioden 1. - 20. oktober*.

Dermed kan udstillingen også opleves under C40 klimatopmødet for borgmestre fra storbyer i hele verden, der finder sted i København fra den 9.-12. oktober. I forbindelse med klimatopmødet kan du blive inspireret til at tænke i bæredygtige løsninger i hverdagen ved klimafestivalen "Live like tomorrow", der bl.a. afholder 13 arrangementer i BLOXHUB.

Forpremiere på skoleturné
Den udendørs fotoudstilling er en forpremiere på en plakatudstilling, som i samarbejde med virksomheder og organisationer vil blive sendt gratis ud til samtlige danske grundskoler, erhvervsskoler og gymnasier senere på året.

Udstillingen tager udgangspunkt i den anmelderroste bog 2030 NOW. Bag både bog og udstilling står Life Exhibitions, som i 20 år har arrangeret store udendørs  fotoudstillinger rundt omkring i Europa.

* Udstillingen bliver midlertidigt flyttet fredag den 11. oktober for at gøre plads til aktiviteter i forbindelse med Kulturnatten, som ved BLOX også kommer til at stå i verdensmålenes tegn. 

> Se programmet for Kulturnatten ved BLOX

Læs mere om 2030 NOW

Kommende events