Dorte Mandrup udstilling i DAC

Umistelige landskaber

Stikkende strå under fødderne, udsigt til Vadehavet og sort sol på horisonten. Se en gletsjer og hør den kælve. Det er, hvad du bl.a. kan se frem til, når arkitekt Dorte Mandrup omdanner Dansk Arkitektur Center (DAC) til et drømmende og sanseligt landskab i udstillingen Umistelige landskaber, der kan opleves fra den 22. marts til den 26. maj 2019.

Indlandsisen smelter i Grønland. Og vandstanden stiger i Vadehavet. Hvorfor bygger man i landskaber, der er truet af klimaforandringer? Og hvordan lader man landskabet forme arkitekturen?

Dét giver Dorte Mandrup svar på med udstillingen om sine tre Vadehavscentre i henholdsvis Danmark, Tyskland og Holland samt Illulissat Isfjordscenter i Grønland. Her kan du gå træde ind i store landskabsinstallationer og mærke naturen og arkitekturen på disse særlige steder på egen krop. Alle fire projekter bliver formidlet gennem installationer og VR-film, hvor man kan flyve ud over indlandsisen og Vadehavet, se projekterne blive bygget op og træde ind i projekterne, imens Dorte Mandrup fortæller.

Oplev Vadehavet i København

På udstillingen kan du opleve et stykke af Vadehavscentret ved Ribe. Her kan du bevæge sig rundt på et kæmpe stråtækt landskab med udsigt til havet og lyden af fuglene. Det stråtækte håndværk spiller nemlig en stor rolle i dette Vadehavscenter, hvor ikke bare tag, men også facader, er beklædt med strå fra Limfjorden, hvilket får bygningen til at gå i ét med det grå og brune marsklandskab omkring det. Vadehavscentrene i Holland og Tyskland består af helt andre materialer, for her skal arkitekturen tale ind i en industrihavn og en bunker fra 2. Verdenskrig. Det er karakteristisk for Mandrup, at hun netop sætter sig grundigt ind i det enkelte sted og landskabets mange historier.

En sneugle i flugt

Grønland er et sted, hvor det er ekstra udfordrende at bygge, da arkitekturen skal underlægge sig særlige vejrforhold. Ilulissat Isfjordscenter er placeret 250 km nord for polarcirklen, og den boomerang-formede bygning i træ er formet efter vinden og sneens bevægelse. Bygningen bliver meget poetisk beskrevet som ’en sneugles flugt gennem landskabet’.

På udstillingen kan du få en smagsprøve på det spektakulære og dramatiske grønlandske landskab gennem en dragende totalinstallation med både projektioner, lyd og en abstrakt model af Isfjordscenteret, som tidligere har været vist på Venedig Biennalen i 2018.

Dorte Mandrup – en ener i dansk arkitektur

Udstillingen i DAC er samtidig en fejring af Dorte Mandrups 20 års jubilæum for hendes tegnestue i eget navn. Mandrup har i 20 år markeret sig som et af de største navne på den danske arkitekturscene. Foruden udstillingen lancerer DAC også et tilhørende eventprogram, hvor der bl.a. er mulighed for at komme på særomvisning i udstillingen med Dorte Mandrup samt besøge nogle af de projekter, som tegnestuen er i gang med i København.

Udstillingen ’Umistelige landskaber’ er kurateret af Dorte Mandrup i samarbejde med Dansk Arkitektur Center. Udstillingen er støttet af Realdania.

LÆS MERE PÅ DAC.dk

Kommende events