BLOX - Animation

Første OMA projekt i Danmark

Arkitektur

BLOX er tegnet af OMA (Office for Metropolitan Architecture) under ledelse af partner Ellen van Loon. OMA, som er grundlagt af hollandske Rem Koolhaas, er blandt de ledende internationale tegnestuer, når det drejer sig om at forene teoretisk praksis med en legesyg, krøllet og dialogorienteret tilgang til arkitektur. BLOX har allerede opnået betydelig international opmærksomhed og vil blive en destination for både arkitekturturister og alle, der sætter pris Københavns mange tilbud ved havnen.

På BLOX strækker byens ruter sig ind i bygningens hjerte og er med til at skabe forskellige interaktioner mellem bygningens forskellige funktioner og bylivet i området. Ved at række ind over den trafikerede Christians Brygge skaber BLOX ny forbindelse mellem byen og havnefronten samtidig med, at der er indkig og tværkig i det transparente hus. Huset vender front mod byen og inviterer mange ned til havnen. BLOX er tegnet og opført som et levende hus og tænkt aktivt ind i byens puls.

Valget af OMA er sket ud fra følgende tre kvalifikationer: De arkitektoniske visioner og kompetencer, de konkrete kvalifikationer hos de involverede nøglemedarbejdere samt Koolhaas/OMAs erfaringer fra sammenlignelige projekter.

Læs mere om baggrunden for BLOX

Elementer

  • Landskabet

    Området omkring BLOX består af en række byrum: Bryghuspladsen, hvor også legepladsen ligger, samt havnepromenaden mellem BLOX og Langebro. OMA har designet udeområderne i samaarbejde med landskabsarkitekterne Kragh & Berglund samt landskabsarkitekterne 1:1 landskab.

    På Bryghuspladsen er der træer, grøn beplantning og opholdsmøbler. Det samme er der på havnepromenaden, som også er indrettet som rekreativt område for større børn og med aktivitetsredskaber, så brugerne fra fitness dk kan flytte træningen udendørs.  

    IMG_9628.jpg
  • Legepladsen

    Legepladsen er udviklet i samarbejde med en brugergruppe, som består af personalet fra Vartovs tre børneinstitutioner og Den Classenske Legatskole. Pladsen er indrettet som en bakke med afsatser, rum, net og hoppefelter. Helt i overensstemmelse med børnenes anbefalinger er den meget udefineret i sin indretning, fordi det stimulerer brugernes fantasi og giver længere holdbarhed. Derudover gør det også legepladsen fleksibel, så trapperne også kan bruges fx som publikumsområde til en filmforevisning eller til koncerter. Ved siden af er der et boldbur og en klatrebane. Hele området er indrettet, så både unge og ældre kan få glæde af det i løbet af dagen og aftenen.

    Der er offentlig adgang til den udendørs legeplads, det vertikale klatrestativ og boldburet. Åbningstiderne er fra kl. 8-17 i vinterhalvåret og fra kl. 8-20 i sommerhalvåret. På den overdækkede del af legepladsen har institutionerne fortrinsret; men med hensyntagen er der også offentlig adgang her i dagtimerne.

    R_Hjortshoj - BLOX Pixie-22 (2).jpg
  • Lille Langebro

    Broen er tegnet af et internationalt team under ledelse af de britiske ingeniører BuroHappold Engineering med arkitekterne WilkinsonEyre og Urban Agency. Broens ”flydende tværsnit” giver broen sin udtryksfulde spændstighed. Den klare linjeføring over havnen giver et enkelt trafikalt flow mellem de to bydele, den skal forbinde. Og broens enkle design underlægger sig både de mange historiske anlæg i området samt de markante bygninger, der omgiver den.

    Realdania har givet broen som en gave for at udvikle de rekreative kvaliteter og tilgængeligheden i den centrale del af Københavns Havn. Broprojektet er gennemført i et samarbejde mellem Realdania By & Byg (der er Realdanias datterselskab) og Københavns Kommune. Københavns Kommune har haft en ny cykelforbindelse ved Langebro i kommuneplanen siden 2001. Og overtager broen og driften af den efter indvielsen i efteråret 2018.

    Ca. 40.000 cyklister benytter Langebro på hverdage. Lille Langebro er en nødvendig aflastning af trafikken på Langebro og i det hele taget et mere roligt og rekreativt alternativ. Det er vurderingen, at den ny cykel- og gangbro dagligt vil blive benyttet af ca. 12.000 gående og cyklister.

    1078_view_07_03 med bryggebro (1).jpg