BLOX' wayfinding vinder international designpris

  • BLOX Red Dot Web
Wayfindingen omkring BLOX er blevet hædret med den eftertragtede internationale designpris ”Red Dot Award 2022”.

Overskueligt, intuitivt og fleksibelt. Det er de bærende ord i begrundelsen for at wayfindingen, dvs. skiltningen, ved den multifunktionelle bygning BLOX på havnefronten i København nu er blevet hædret med en af de største, internationale designpriser ”Red Dot Award 2022”.

Prisen bliver annonceret ved et prisshow i Berlin den 28. oktober.

Det nye wayfinding system blev udviklet i erkendelse af, at særligt førstegangsbesøgende havde svært ved at finde den rette indgang i det multifunktionelle hus, der både rummer udstillinger, kontorfællesskab, boliger, caféer, fitnesscenter, boliger, parkeringsanlæg og legepladser. Det skyldtes både beliggenheden i et trafikeret område, samt husets usædvanlige arkitektur, der bevidst udfordrer den klassiske måde man ankommer til en bygning på.

Derfor var Realdania By & Byg, som ejer BLOX, nødt til at gentænke wayfindingen for at skabe mere ro og overblik, når besøgende ankommer til huset. Designbureauet DesignIt blev valgt som samarbejdspartner på projektet, som blev udviklet i tæt dialog med alle lejerne i huset.

Oplevelser fremfor logoer

Gennem studier af de besøgendes bevægelsesmønstre samt omfattende interviews med de forskellige lejere i huset og oplevelsen af deres kundebesøg, udviklede Designit et fleksibelt system. Designet afspejler BLOX’ arkitektur og hviler på et grundlæggende princip om at formidle oplevelser og aktiviteter i huset.

Tildelingen af Red Dot Award 2022 som et internationalt kvalitetsstempel vækker glæde hos bygningsejeren og rådgiveren.

- Wayfindingen i BLOX har været en udfordring, som vi måtte arbejde med. Gennem en meget inddragende proces med lejerne i BLOX og en række strategiske valg er de udfordringer afhjulpet. At systemet samtidig får en international designpris er en flot anerkendelse. Det kan både vi, vores lejere og deres besøgende være glade for, siger Peter Cederfeld, adm. direktør i Realdania By & Byg.

Per Nordström, Senior Brand Designer i Designit, siger:

- Processen har været omfattende, men løsningen er i virkeligheden ganske simpel. Fokus på de besøgendes behov. Med det afsæt, synes vi, at det er lykkedes at skabe et simpelt og fleksibelt wayfinding system, der guider de besøgende frem til den oplevelse eller destination, de søger. Det er vi glade for, at juryen har anerkendt.

Synlige resultater

Wayfinding systemet blev udviklet i 2019-2020 og blev fuldt implementeret i 2021. Ét af de meget håndgribelige resultater er, at brugen af elevatorerne i BLOX er blevet reduceret med 20%, hvilket bidrager til at reducere bygningens samlede CO2-aftryk. Det skyldes ikke mindst, at kontorfællesskabet BLOXHUB fik etableret sin egen synlige indgang fra Bryghuspladsen foran BLOX, som er adskilt fra indgangen til Dansk Arkitektur Center. Derudover fik Dansk Arkitektur Center (DAC) bedre mulighed for at synliggøre sine aktiviteter i gadebilledet.

FAKTA

BLOX vinder Red Dot Award 2022 i kategorien “Brands & Communication Design - Spatial communication”

  • Designbureau: Designit
  • Skilteproducent: Dansign
  • Kunde: Realdania By & Byg / BLOX i samarbejde husets hovedlejere: Dansk Arkitektur Center DAC), BLOXHUB, BLOX EATS, SATS KBH BLOX og Dansk Design Center.
  • Projektår: 2019-2021
  • Se vinderpræsentationen på red-dot.org

OM RED DOT AWARD 2022

  • Indstiftet i 1955 i Tyskland
  • Uddeles én gang om året
  • Hædrer mangfoldigheden i design indenfor tre hovedkategorier
  • 18.000+ konkurrencedeltagere fra mere end 70 lande
  • Blandt de meste eftertragtede internationale designpriser i verden
  • Læs mere om Red Dot